Firmaidrætten påtager sig naturligvis et større samfundsansvar i Corona-krisen. Konkrete forslag fremlagt for regeringen.
På en videokonference torsdag, som statsminister Mette Frederiksen og kulturminister Joy Mogensen havde indkaldt mange frivillige organisationer til, fremlagde formand i Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard, flere bud på, hvordan firmaidrætten kan hjælpe og ønsker at bidrage i genåbningen af Danmark.
”Som landsdækkende idrætsorganisation er vi mestre i at skabe bevægelse og samvær. Vi og vores 82 foreninger er fysiske samlingspunkter for mange danskere, og vi længes efter en normaltilstand, så vi atter får mulighed for at mærke glæden ved motion. I den situation, Danmark p.t. er i grundet COVID-19, påtager vi os naturligvis et endnu større samfundsansvar,” siger Peder Bisgaard.
Konkret præsenterede Peder Bisgaard følgende forslag:
På den korte bane …
- … vil vores lokale foreninger hjælpe skoler og daginstitutioner. Hvis der lokalt er behov for mere fysisk plads, har vi lokaler, faciliteter og rammer, der kan komme i spil. SE HER.
- … inviterer vi alle danskere til aktive frikvarter og fyraftenstræning – det sker online via Facebook Live i samspil med TrygFondens Center for Aktiv Sundhed. LÆS MERE.
På den lidt længere bane …
- … ved vi, at vores hverdagsliv på arbejdspladserne og vores kropslige omgangsformer helt sikkert vil ændre sig på baggrund af Corona-erfaringerne. Dette bliver den nye normalitet. Men det må ikke få bevægelsen og motionen til at visne væk på de danske arbejdspladser. Vi oplever nemlig en positiv bevægelse i disse år. Vi har en voksende medlemsmasse – og stadig flere kolleger bruger vores events og motionskampagner som Tæl Skridt og Arbejdspladsernes Motionsdag. Vi skal imidlertid forberede os på ’andre tider’. Derfor tager vi initiativ til nye og gratis uddannelsesforløb for motionsambassadører på de danske arbejdspladser. Det skal fortsat være naturligt og nemt at lave kollegamotion på den enkelte arbejdsplads. Og derfor klæder vi motionsambassadørerne ordentligt på.
- ... inviterer vi alle ansatte i sundhedssektoren ind i Tæl Skridt-fællesskabet. Som en beskeden tak til de mange dedikerede medarbejdere i sundhedssektoren, der lige nu tager en ordentlig tørn og et stort ansvar for fællesskabet, åbner vi gratis dørene for deltagelse i de resterende kampagner i 2020.
- … vil vi genskabe foreningsidrætten i en ny kontekst. For idrætsforeninger må indstille sig på, at det er slut med store motionshold på 25-30 personer i de indendørs faciliteter. Ingen vil svede og stønne i en tætpakket, lukket gymnastiksal eller klæde om i et alt for lille omklædningsrum. Her skal vi tænke i mere fleksibilitet og i mindre hold, hvilket vil blive en facilitetsmæssig udfordring af kommunale udlånsregler samt en økonomisk udfordring for nogle foreninger. Men det er vigtigt, at forenings-Danmark tænker nye tanker og tør udfordre den traditionelle 'det-plejer-vi-at-gøre'- mentalitet.
”Det var et godt møde, og jeg vil gerne takke statsminister Mette Frederiksen for initiativet – og for at lytte til såvel vores udfordringer som bud på, hvordan vi i firmaidrætten kan bidrage til at hjælpe samfundet videre midt i denne historiske sundhedskrise. Vi har brug for, at vores foreninger bliver kickstartet på en god måde. Og det vil ske,” siger Peder Bisgaard.