Dansk Firmaidræts samlede medlemstal er faldet 11 % fra 385.842 i 2019 til 343.479 i 2020, og nedgangen ville være større, hvis ikke firmaidrætsforeningerne bogstaveligt havde tænkt ud af foreningen. De firmaidrætsforeninger, som hurtigt fik rykket traditionelle indendørsaktiviteter ud i den friske luft og igangsatte helt nye udendørs sportsgrene, holder sig nemlig særligt oprejst på bevægelsesbølgen. Et andet lyspunkt i et ellers mørkt 2020 er, at stadig flere af vores foreninger får skabt stærkere samspil med lokale arbejdspladser om kollegamotion – ikke mindst via digitale træningstilbud.
2020 var i sandhed et annus horribilis – ikke mindst fordi folkesundheden og fællesskabet mødte store udfordringer. Corona-pandemien og nedlukningen af samfundet har over en bred kam medført, at danskerne er blevet mindre idrætsaktive, hvilket også afspejler sig i firmaidrættens medlemstal. Godt hvert tiende firmaidrætsmedlem fornyede ikke kontingentet i 2020. Der er tale om markante fald i en række af vores store indendørsidrætter som fitness, gymnastik og svømning, og faldet er desværre ikke isoleret til indendørsidrætterne. Fodbold, organiseret løb og golf bløder nemlig tilsvarende. På positivsiden oplever firmaidrætten en fremgang på 7.026 medlemmer, når det kommer til motion på arbejdspladsen (eller fra hjemmekontoret) i tilknytning til en firmaidrætsforening.
”Corona-pandemien er en voldsom modspiller i vores kamp for at dyrke og styrke sammenholdet. Men selvom de frivillige fællesskaber har været presset længe, og vi gruer over corona-konsekvenserne, er vi selvsagt klar med tilpassede tilbud. Vi har bevist, at vi reagerer hurtigt på ændrede arbejds- og uddannelsesforhold – og vi rykker, når vi får konkrete forespørgsler om eksempelvis længerevarende digitale træningsforløb. Denne agilitet er vi stolte over,” siger formand i Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard, og han supplerer:
”Både nationalt og lokalt har vi skabt succesfulde digitale træningstilbud, der sørger for lys i en mørk tid. Det er godt gået af de mange ildsjæle og frivillige i foreninger og på arbejdspladserne. Vores mantra i 2020 blev: Afstand må ikke blive til stilstand. Det skal vi holde fast i, for i de kommende år vil vi kæmpe for at få dem, der har fravalgt idrætten – og gerne flere – tilbage i firmaidrættens forpligtende fællesskaber.”
Sol over Sjælland
Digitale træningstilbud er altså et hit, og vi udvikler løbende virtuelle tilbud. De firmaidrætsforeninger, som hurtigt fik rykket traditionelle indendørsaktiviteter ud i den friske luft samt igangsatte helt nye udendørs sportsgrene, holdt sig ligeledes oprejst på bevægelsesbølgen i 2020.
Ti ud af 15 firmaidrætsforeninger i Region Sjælland sørgede sågar for en samlet regional medlemsfremgang på 13,3 %. Firmaidræt Køge ramte eksempelvis bulls eye med etableringen af to padel-baner under åben himmel. Muligheden for at spille padel har bidraget væsentligt til, at Firmaidræt Køge i dag står noteret for 858 flere medlemmer end i 2019.
”Padel er en forrygende kollega-sportsgren, der tiltrækker og samler kvinder og mænd, som tidligere primært har dyrket tennis, badminton og fodbold. Det er let at komme i gang med padel, og bolden er hele tiden i spil i buret. 22 af vores foreninger har enten etableret egne padel-baner, har planer om det eller samarbejder med kommercielle eller kommunale partnere omkring padel. Vi ser frem til at udvikle padelsporten i Danmark i konstruktiv dialog med alle aktørerne på området,” siger Peder Bisgaard.
Sammen om mere – Firmaidrættens Zoner i støbeskeen
Visionen om at være arbejdspladsernes og ungdomsuddannelsesinstitutionernes foretrukne samarbejdspartner indenfor firmaidræt og kollegamotion er – trods corona – intakt, og i firmaidrætten tænker vi kontinuerligt i nye alliancer. Disse alliancer skal skabe endnu mere aktivitet for flere.
Med udviklingen af Firmaidrættens Zoner er det målet at løfte den mentale og fysiske sundhed lokalt. Zonerne består af en lokal firmaidrætsforening, Dansk Firmaidræt og minimum én anden lokal aktør. Dette vil typisk være et idrætscenter eller en hal og kan derudover eksempelvis være kommunen, det lokale (idræts)samråd, ungdomsuddannelser, større lokale virksomheder og andre lokale aktører, der ser mening og værdi i at skabe et attraktivt lokalområde med sunde, aktive fællesskaber.
I zonerne vil vi arbejde på at skabe mere aktivitet – både i idrætscenteret/klubhuset/hallen og ude på arbejdspladserne i den enkelte kommune. Arbejdspladserne får tilbud om både kollegamotion og firmaidræt, der er målrettet medarbejderne på de konkrete, lokale arbejdspladser og udbudt af stærke og lokalt velkendte kræfter.
”Zone-arbejdet er med til at samle kræfterne og udnytte ressourcerne. Vi når nye målgrupper, får skabt mere aktivitet og tiltrækker flere potentielle medlemmer. Vi har allerede set gode resultater i Vejen, hvor den lokale firmaidræt er blevet styrket, og der er kommet nye frivillige til foreningen. Ved fælles indsats har firmaidrætten og Vejen Idrætscenter skabt et årshjul fyldt med aktiviteter og muligheder for sved på panden og smil på læben,” siger Peder Bisgaard.