Arbejdspladsernes Motionsdag har vind i sejlene, fordi konceptet er fleksibelt, og det kan tilpasses lokale strategier og forhold.

26.210 medarbejdere på arbejdspladser over hele landet fik sved på panden og smil på læben i forbindelse med Arbejdspladsernes Motionsdag 2018. Succesen – den kontinuerlige vækst i antallet af deltagere – skyldes ikke mindst, at flere og flere firmaidrætsforeninger former Arbejdspladsernes Motionsdag som koncept, så det passer til lokale forhold, strategier og arbejdspladsernes konkrete behov.

31 foreninger slog et ekstra slag for kollegamotion og styrkede herved den lokale firmaidræt fredag den 12. oktober 2018. Målet i 2019 er, at 35 firmaidrætsforeninger inspirerer medarbejdere til at være aktive sammen.

Bl.a. ROFI i offensiven
Foreningen Ringkøbing og Omegns Firmaidræt (ROFI) var sidste år repræsenteret på udvalgte arbejdspladser – og forbedrede dermed relationerne til bl.a. Vestjysk Marketing, JKS, JSB, Vento, og EagleBurgmann. JKS samt EagleBurgmann er nu ’nye’ betalende medlemmer hos ROFI.

”Fleksibilitet og ligetil er kodeordene. Vi får via Arbejdspladsernes Motionsdag kontakt til nogle interessante målgrupper, og vi indstiller os på at hjælpe den enkelte arbejdsplads – stor som lille – på de præmisser, der er gældende. Vi skal ud på arbejdspladserne og skabe værdi,” siger daglig leder af og instruktør i ROFI’s fitnesscenter, Ulla Birkmose, og hun fortsætter:

”Vi er startet med at forberede os på Arbejdspladsernes Motionsdag 2019. Jeg har udset mig fabrikkerne i Lem – de er meget interessante for os, da mange af medarbejderne bor i Ringkøbing. Kan vi med udgangspunkt i aktiviteter på Arbejdspladsernes Motionsdag få sået nogle magiske frø, er det ikke umuligt, vi på sigt får lokket medarbejderne over i ROFI-Centret i deres fritid.”

Michael Tannis Beck
Michael Tannis Beck
Udviklingskonsulent
#AMdag - deltag

Arbejdspladsernes Motionsdag

  • Fredag den 11. oktober 2019.
  • I 2015 deltog 121 arbejdspladser/5.676 medarbejdere, 2016: 265/14.100, 2017: 350 /21.700, 2018: 348/26.210.
  • Registrér deltagelse, vind præmier og find inspiration på www.amdag.dk.