Niels Kristian Madsen fra Lemvig & Omegns Firmaidræt (LOFI) og Foreningen Ringkøbing og Omegns Firmaidræt (ROFI) er blevet hædret i forbindelse med Dansk Firmaidræts formandsmøde i Fredericia.
Der var anerkendende blikke og stående klapsalver, da Niels Kristian Madsen (til højre på billedet) fra Lemvig & Omegns Firmaidræt (LOFI) og Foreningen Ringkøbing og Omegns Firmaidræt (ROFI) lørdag blev hædret som henholdsvis Årets leder 2019 og Årets forening 2019.
Anledningen var Dansk Firmaidræts formandsmøde på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia.
70-årige Niels Kristian Madsen har ydet et fantastisk stykke arbejde i lokalforeningslivet i Lemvig gennem 36 år. LOFI blev grundlagt den 30. november 1982, og en af initiativtagerne samt den første formand var netop Niels Kristian Madsen. Efter at have fokuseret på diverse udvalgsarbejde midt i 80’erne blev Niels Kristian Madsen genvalgt som LOFI-formand i 1989, en post, han siden har bestridt med stor passion og ekspertise.
”Jeg er glad, det skal der ikke herske tvivl om. Men det er ikke min pris alene – jeg deler den med andre gode folk fra foreningen. Firmaidrætten har givet mig mange venskaber, og jeg er en del af et stærkt fællesskab. Det er jeg taknemmelig over. Jeg er en organisator, og jeg nyder at få gode idéer og afprøve disse. Og det stopper ikke her,” siger Niels Kristian Madsen.
Listen over bedrifter, aktiviteter og events, Niels Kristian Madsen besidder en aktie i, er lang. Bl.a. Lemvig Motionscenter, som har åbent 24/7 og emmer af en varm stemning, er en kæmpe succes.
”Det er en positiv oplevelse at være et samlingspunkt for folk. Vi oplever, at der er en dominoeffekt, hvor flere medlemmer bringer flere nye med sig. Og når vi spørger nye medlemmer, hvorfor de har valgt at komme ud til os, så svarer mange: Det gør alle de andre,” siger Niels Kristian Madsen.
Mod og handlekraft i Ringkøbing
Foreningen Ringkøbing og Omegns Firmaidræt (ROFI) er Årets forening 2019 i Dansk Firmaidræt. Gennem de seneste ti år har bestyrelsen i ROFI – i samarbejde med foreningens frivillige og centerledelsen – vist vejen for, hvordan et traditionelt idrætscenter med firmaidræt som kerneværdi kan udvikles til glæde og gavn for en hel by. Det er en indgroet del af foreningskulturen at snakke om motivation og udvikling – og dernæst at rykke hurtigt fra tanke til handling. Bl.a. overtog ROFI i starten af 2018 Ringkøbing Svømmehal.
ROFI-formand Ragna Knudsen, der også er næstformand i Forbundsstyrelsen i Dansk Firmaidræt, er rørt over udmærkelsen som Årets forening 2019.
”Det betyder virkelig meget – et skønt skulderklap at få. Jeg er stolt på egne og foreningens vegne. Hele holdet arbejder hårdt hver dag, og nu skal vi have en ekstra komsammen for at fejre os selv,” siger Ragna Knudsen.
Ihærdighed og især evnen til at honorere de forskellige kollegamotions-ønsker, lokale arbejdspladser har, bevirker, at ROFI’s medlemstal er skudt over 60 % i vejret på kort tid.
Specifikt værd at nævne er, at ROFI var særdeles aktive på Arbejdspladsernes Motionsdag 2018.
”Vi indstiller os på at hjælpe den enkelte arbejdsplads – stor som lille – inden for de rammer, der er gældende. Vi skal ud på arbejdspladserne og skabe værdi. Og nu har vi fået en ekstra stjerne på skulderen, hvilket giver opmærksomhed,” siger Ragna Knudsen.
Formand for Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard (til venstre på billedet), motiverede de to kåringer.
”Vores motor er de lokale ildsjæle, og vi kan ikke takke de frivillige kræfter i vores foreninger nok. Niels Kristian Madsen yder en forbilledlig indsats i Lemvig – og det har han gjort i en årrække. Det aftvinger stor respekt. Det er som om, Niels Kristians engagement blot vokser og vokser. Imponerende. Nu mangler vi blot at få Niels Kristian til selv at deltage i nogle af de mange aktiviteter, han er ophavsmand til. Hvad angår ROFI, så har foreningen virkelig fat i den lange ende – man er med til at gøre en kæmpe forskel. ROFI rimer på visioner og idérigdom – en ledestjerne blandt vores foreninger, og ROFI fortjener i den grad titlen som Årets forening 2019,” siger Peder Bisgaard.