Vigtigt at give gode muligheder for voksne i foreningsidrætten, mener Dansk Firmaidræt
Med en ny tilskudsmodel bliver foreningerne i Horsens Kommune ikke længere ’straffet’ for at aktivere og tiltrække flere voksne medlemmer. Samtidig kan foreningerne nu se frem til en bonus for at få nye medlemmer ind, og det initiativ fortjener anerkendelse og ros.
”Det er stærkt og godt gået af Horsens Kommune,” siger formand i Dansk Firmaidræt, Peder Bisgaard, og fortsætter:
”Jo flere kommuner, der udfordrer eller helt dropper 25 års-reglen i folkeoplysningsloven, desto bedre for borgerne, foreningerne og hele samfundet. Det er helt håbløst, at en forening kan risikere at få reduceret et lokaletilskud, alene fordi den får flere medlemmer over 25 år. Horsens Kommune motiverer i stedet foreningerne til at udbyde endnu mere idræt til flere aldersgrupper, og det betyder i mine øjne, at vi alle vinder. Trivslen, sammenholdet og den generelle sundhed får et nøk i vejret i Horsens.”