Leder i magasinet Firmaidræt #1 – 2019
Af Peder Bisgaard, formand for Dansk Firmaidræt
”Vores frivillige fællesskaber er ikke kun med til at styrke sundheden. De skaber også sammenhold, et fællesskab og en rummelighed, som mange af os har lært lige fra barnsben. Og som de fleste bærer videre som voksne.”
Ovenstående citat kunne være taget fra firmaidrættens forarbejde med at udvikle vores nye payoff: Dyrk Sammenholdet. Men det er ikke taget derfra. Citatet er et udpluk af statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Idrættens Topmøde i starten af april. Idrætten og frivilligheden har bevæget sig op på den politiske dagsorden. Og helt op på statsministerens bord. Det er jeg rigtigt glad for. For idrætten og de frivillige fællesskaber fortjener politisk opmærksomhed og interesse – ikke mindst her i en valgtid.
Jo højere op på den samfundsmæssige dagsorden, vi i fællesskab kan bringe idrætten, desto bedre. I regeringsgrundlaget står, at den nuværende regering vil arbejde for, at flere bliver en del af idrættens fællesskaber – både i foreningerne og som idrætsaktive borgere, der dyrker idrætten på egen hånd eller i andre fællesskaber. Den målsætning arbejder vi for hver eneste dag i Dansk Firmaidræt. Vi gør alt, hvad vi kan, for at inspirere, engagere og skabe gode rammer for frivilligheden i foreningerne, på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne.
Og jeg håber, at der i valgkampen – og endnu vigtigere – at der i den kommende regeringsperiode også bliver et stærkt fokus på de folkelige, frivillige fællesskaber og på idrætten. For der er behov for opmærksomhed og muskelkraft fra mange regeringskontorer – og fra Statsministeriet – når vi i de kommende år skal få endnu flere danskere med i idrættens fantastiske fællesskaber.
Statsministeren sluttede sin tale med en ros til alle, der gør en indsats på idrætsområdet – og den ros vil jeg meget gerne give videre og dele med alle jer, der gør en forskel ved at inspirere til idræt og bevægelse på jeres arbejdsplads eller i jeres forening. For den er til jer. Han sagde: ”I gør en uvurderlig indsats for, at hele Danmark hænger bedre sammen. Kommer op ad sofaen. Og bevæger sig for livet.”
Min opfordring er derfor: Tag rosen til dig. Vær stolt af den forskel, du gør lokalt. Og spørg så politikerne her i valgkampen, hvad de vil gøre for, at idrætten og frivilligheden får gode rammer – også efter det forestående folketingsvalg.