Mikael Olesen er frivillig i Thy Fritid og Firmaidræt – og så er han netop blevet hyldet og kåret som ”Årets Gnist” på Dansk Firmaidræts formandsmøde den 22. april 2023.
Mikael er den første modtager af hæderen og titlen som Årets Gnist i Dansk Firmaidræt – en ny hædring af de nye frivillige, der kommer ind og sætter blus under en firmaidrætsforening. Dem, der smitter med deres energi, deler deres ideer, og som bliver drevet af lyst til at prøve nyt og gøre en forskel.
”Tak til Dansk Firmaidræt for at sætte spot på ’gnister’ i foreningerne. Det er en kæmpe anerkendelse at få. Det er rart, at ens arbejde er blevet set og hørt,” lød det fra en glad og stolt Mikael Olesen, da han modtog hæderen som Årets Gnist.
”Som ny i firmaidrætten synes jeg, at det er rart, at man kan få hjælp hos Dansk Firmaidræt – samtidig med at man har frie hænder til at udvikle sig og få nye kompetencer med dét, de (red. Dansk Firmaidræt) kan tilbyde,” siger fra Mikael Olesen.
Store, værdiskabende resultater på kort tid
På rekordtid har 40-årige Mikael Olesen placeret sig som det centrale udgangspunkt i foreningen, siden han blev frivillig i august 2019. Han er mønstereksemplet på en moderne frivillig, der bringer masser af kompetencer og handlekraft ind i foreningen – og som søger indflydelse. Mikael kombinerer et liv som småbørnsfar med et krævende fuldtidsjob som ambulancefører – og en beundringsværdig indsats som foreningsfrivillig, hvor han er med til at gøre en forskel for andre mennesker lokalt i Thy.
Mikael Olesen har som ny frivillig revolutioneret den strukturelle ramme om den nordvestjyske firmaidrætsforening ved bl.a. at:
- Udarbejde en ny hjemmeside for foreningen
- Smidiggjort betaling, tilmelding og regnskab i foreningen – i sin rolle som kasserer.
- Stort set overtaget den daglige drift af foreningen – relation til kommunen og andre samarbejdspartnere.
Derudover har Mikael Olesen været hovedarkitekten bag at skabe en række nye idrætstilbud i Thy Fritid og Firmaidræt.
På Mikael Olesens initiativ tilbyder foreningen i dag nemlig en bred pallette af aktiviteter – herunder padel, volleyball, badminton og et Cup; alle aktiviteter som Årets Gnist 2023 i dag driver.
Mikael Olesen har også dyrket og styrket kendskabet til foreningen – samt været med til at skabe en stærkere relation til lokale arbejdspladser.
Sidst – men ikke mindst – har Mikael Olesen være drivkraften i afholdelsen af et lokalt firmafodboldstævne med 20 deltagende hold fra lokale arbejdspladser, der dyrkede sammenholdet. Det var en stor succes og en kæmpe festdag i Thisted hallerne med spurtpræmier fra lokale arbejdspladser
Årets Gnist 2023 – Mikael Olesen – har gjort og gør til stadighed en kæmpe forskel den lokale forening.
”Prøv det frivillige arbejde af. Giv det en chance”
Mikael Olesen er en inspiration og et forbillede for mange. I 2022 mødte Dansk Firmaidræt derfor Mikael til en snak om, hvorfor han blev frivillig i den nordvestjyske firmaidrætsforening – og hvilke gode råd og opfordringer han kan give til både andre foreninger og andre potentielle frivillige ildsjæle, der overvejer at blive frivillig i en (firmaidræts)forening.
Én af opfordringerne fra Mikale Olesen lyder: ”Jeg synes, at man skal prøve det frivillige arbejde af, se det an – og give det en chance. Man behøver ikke at starte med den tungeste post i bestyrelsen med det samme, men start fx med at være frivillig fodboldtræner. Så kan man prøve det af og måske få mod på at få mere ansvar og flere opgaver. Når man snakker om bestyrelsesarbejde, så kan det godt lyde så fint, men det er meget stille og roligt. Det er faktisk rigtig hyggeligt og ikke så skræmmende, som det måske ser ud på papiret.”