Samarbejde, udfordringer og holdånd er igen kodeordene, når lokale foreninger i samarbejde med Dansk Firmaidræt inviterer til Rigtige Mænd Løbet i 15 byer den 4. juni og 5. juni (Fars Dag). Få en anderledes og sjov motionsoplevelse sammen med et par kammerater eller kolleger.

Arkitekten, Lumberjack og Langrend er navnene på tre af de teamopgaver, som deltagerne i Rigtige Mænd Løbet 2019 skal prøve kræfter med. Som navnene antyder, er Rigtige Mænd Løbet en anderledes motionsevent. Samarbejde, udfordringer, holdånd og ikke mindst sjov er kodeordene, når det går løs i 15 løbsbyer tirsdag den 4. juni og onsdag den 5. juni (Fars Dag).

Rigtige Mænd Løbet 2019 er for 3-mands-hold. To mand cykler og den tredje holdkammerat løber, og holdet skal følges ad hele vejen. Det er dog tilladt at skiftes mellem løb og cykling undervejs.

Udviklingskonsulent i Dansk Firmaidræt, Dan Regnar Hansen, garanterer smil på læben og sved på panden til Rigtige Mænd Løbet.

”Kludder i kommunikationen og for høj puls hjælper ikke, når teamopgaverne skal løses. Det er bare svært at undgå – så Rigtige Mænd Løbet giver fabelagtige minder,” siger Dan Regnar Hansen.

Tre vægtklasser
Nyt i år er i øvrigt, at der konkurreres og uddeles præmier i tre vægtklasser:

Mellemvægt (op til 225 kg)
Let sværvægt (226 kg-255 kg)
Sværvægt (256 kg +)

Det er holdets samlede – og forventede – vægt, som skal angives ved tilmelding.

”Vi ved, det betyder noget for mændene, at deltagelsen i Rigtige Mænd Løbet giver en fælles succesoplevelse. Løbet er designet til, at alle kan deltage og bidrage positivt til holdindsatsen og fællesskabet – uanset fysik og kondital. Med de tre vægtklasser tilføres løbet mere konkurrence og spænding i afviklingen,” siger Dan Regnar Hansen.

Billedet i toppen er fra Rigtige Mænd Løbet 2018 i Randers, der er med på arrangørbølgen for tredje år i streg. Deltagerne kommer fra lokalområdet, og de lokale partnere er den vigtigste nøgle til at rekruttere Rigtige Mænd.

Tilmelding – tryk her.

Michael Tannis Beck
Michael Tannis Beck
Udviklingskonsulent

Rigtige Mænd Løbet 2019, 15 løbsbyer, tirsdag den 4. juni eller onsdag den 5. juni (Fars Dag)

  • For 3-mands-hold. 2 cykler, 1 løber. I følges ad, og I må gerne bytte undervejs.
  • Ruter på 5 eller 10 kilometer.
  • 6-8 teamopgaver.
  • Alle kan være med uanset fysik, da holdet selv bestemmer, hvor mange teamopgaver der skal løses.
  • Det hold, der fuldfører flest teamopgaver – og som har den hurtigste sluttid – vinder løbet lokalt.
  • Priser, flere informationer og tilmelding – tryk videre ind på den enkelte løbsby her.
  • Rigtige Mænd Løbet på Facebook - tryk.

Om Rigtige Mænd-projektet

”Rigtige Mænd Community – Sjakket – et digitalt træningsfællesskab” var et partnerskab (Dansk Firmaidræt, SDU, MakeitBee Production) og et projekt muliggjort med støtte fra Nordea-fonden. Projektperioden gik fra juli 2016 til juni 2018. Vi ønskede at få viden om, hvordan mænd med korte uddannelser motiveres til en sundere livsstil med fokus på motion og kost. Omdrejningspunktet var Rigtige Mænd Sjakket, som skulle skabe en ny, sund mandebevægelse. Det primære værktøj var en digital platform – www.rigtigemænd.dk – der fungerede som et virtuelt træningsfællesskab, hvor gamification – anvendelse af spil-elementer i ikke-spil kontekster – blev inddraget som motiverende faktor. Mændene havde et fælles mål at gå efter, nemlig Rigtige Mænd Løbet. Efter aftale med samarbejdspartnerne afvikler firmaidrætten fortsat Rigtige Mænd Løbet – læs mere om hele Rigtige Mænd-projektet og opsamlingen på viden her.