Kammerater og kolleger er klar til herresjov motion på Mænds Motionsdag den 4. og 5. juni. Dansk Firmaidræt og 25 lokale foreninger arrangerer events og aktiviteter over hele landet.
Smil på læben, sved på panden og sammenhold er kodeordene, når Dansk Firmaidræt og 25 foreninger inviterer til premieren på Mænds Motionsdag den 4. og 5. juni.
Bl.a. Lindy Aldahl, Julle og Thomas Østergaard fra Rigtige Mænd-serien på TV, Stig Tøfting og et par borgmestre har den seneste tid slået på tromme for deltagelse i de herresjove aktiviteter. Slutspurten i valgkampen og selve valgdagen – eller Fars Dag om man(d) vil – bliver altså suppleret af lokale events, der med garanti får hundredvis af kolleger og kammerater op af sofaen.
”Mænds Motionsdag er lig mange fede lokale events, og du behøver ikke være i topform for at kunne deltage. Jeg håber, at så mange som muligt får nogle sjove timer med gutterne, hvad enten man er til fodbold, crossfit, forhindringsløb eller dart. Det giver masser af overskud at få rørt sig – og det giver ekstra energi, når det sker sammen med andre i et stærkt fællesskab,” siger Lindy Aldahl.
Startskud til flere aktiviteter
Dan Hansen, udviklingskonsulent i Dansk Firmaidræt, glæder sig til premieren på Mænds Motionsdag.
”Vi vil gerne have flere mænd op af sofaen og med ind i idrætten. Og vi ved, at fællesskaber er afgørende, så Mænds Motionsdag er noget gutterne er sammen om. 25 steder i landet åbner vi dørene til både kendte og nye motionsaktiviteter – alle steder med fokus på at dyrke sammenholdet. Vi ønsker at skabe gode og sjove motionsoplevelser, som inspirerer mænd til endnu mere aktivitet i hverdagen. Enten i vores foreninger eller på arbejdspladserne, så også kollegerne kommer med på bølgen,” siger Dan Hansen.
Det er muligt at få det store overblik over aktiviteterne på Mænds Motionsdag her.
I eksempelvis Køge er pølserne klar til at blive smidt på grillen, og der stilles en hoppeborg op i start/målområdet.
”Vi laver også en forhindringsbane til børnene, så der underholdning til og for alle i familien, mens mændene suser rundt. Og det er helt legitimt, at anstrengelserne bliver fejret med en pølse og en tår øl,” siger Mette Helt fra Firmaidræt Køge.
I Middelfart er det muligt både at spille fodbold og deltage i et ølsmagnings-orienteringsløb i den smukke natur – specifikt i skoven langs Fænøsund.
I Randers er alle sejl ligeledes sat til.
”Vi skal have mændene op af sofaen, og det skal ikke bare være en engangsoplevelse. Derfor har vi sat gang i et træningsforløb, som hjælper randrusianske mænd med at opdage, at sundhed og motion faktisk kan være sjovt. Samtidig er det målet, at forløbet skal være et springbræt for mange mænd til at skabe og fastholde sundere levevaner,” siger Jesper Jakobsen, der er projektleder i ’Bevæg dig for livet Randers’.