I Thisted Firmasport har de siden august måned haft en ny formand ved roret. Navnet er Morten Hartvig Christensen, og vejen til formandsposten er gået gennem floorball – og har været usædvanligt kort.
Da foreningen i slutningen af 2019 ville starte floorball som ny aktivitet, fik udviklingskonsulent Klaus Almind kontakt til Morten, som greb bolden og satte i gang. Og efter godt et halvt år, hvor både et herre- og et damehold i floorball er kommet på banen, er Mortens floorball-kasket nu suppleret med formandskasketten.
Klar til at tænke nyt
”Det var ikke ligefrem planen, men når bolden er kastet, må man gribe den. Der manglede folk til bestyrelsesarbejdet, og så var det oplagt at sige ja, da jeg blev spurgt. Jeg har siddet i idrætsforeningen og startet floorball op i den by, jeg tidligere boede i, så jeg har jo i forvejen haft interessen. Min kollega fra mit job som ambulanceredder i Falck, Michael Olesen, er også gået med i bestyrelsen som ny kasserer og kan samtidig stå for hjemmeside. Vi alle tre i bestyrelsen er klar til at give den en skalle, tænke nyt og sætte aktiviteter i gang”, fortæller den nye formand, Morten Hartvig Christensen.
Pakke til arbejdspladserne
Idéerne, energien, økonomien og skitserne til nye planer for foreningen er der. Ud over en bowlingturnering og floorballen, som igen er i gang efter Corona-nedlukningen, vil den nye bestyrelse bruge efteråret på at få fod på hjemmeside, strategi og markedsføring. Og på at lægge planer for nye aktiviteter i foråret.
”Som planen ser ud lige nu, arbejder vi bl.a. på en slags pakke til arbejdspladserne med nogle éndags-arrangementer hver måned eller en lille stævne-række med forskellige aktiviteter, kolleger kan dyrke og dyste i. Det vil vi også gerne lave i samarbejde med andre foreninger fra området, der har aktiviteter, som vi ikke selv lige har”, lyder det fra firmaidrættens nye frontfigur i Thisted.