Bevægelse i undervisningen – hvorfor og hvordan?
Vi har hørt det mange gange: Motion og bevægelse er godt for både sundhed og trivsel – især for unge mennesker. Men det kan hurtigt blive et lidt fluffy statement, for hvad betyder det helt konkret? Hvorfor er det vigtigt, at unge får bevæget sig i løbet af skoledagen, og hvordan kan det implementeres i dagligdagen i praksis?
Det er typisk de spørgsmål, vi hører, og som kan være lidt af en hæmsko, når bevægelsen skal ind i undervisningen. Og det er ærgerligt, for motion kan virkelig gøre en forskel, når det gælder både sundhed, trivsel, motivation og læring.
Derfor vil vi her gøre dig klogere på, hvilke argumenter der er for at inkorporere bevægelse i undervisningen, og hvilke bevægelsesaktiviteter du kan bruge på vejen mod bedre sundhed og trivsel. Lad os kaste os ud i det.
Unge og sundhed – hvad siger statistikkerne?
- 16,6 % af unge på en erhvervsuddannelse siger, at de mangler en at være aktiv med.
- 30 % af de unge prioriterer fritidsarbejdet over motion.
- 19 % af unge mener, at de er i for dårlig form til at være fysisk aktive.[1]
Mindre bevægelse
Når de unge rammer teenagealderen, ser vi ofte et stort frafald i forhold til foreninger og organisationer. Det gælder især de aktiviteter, der kræver motion og bevægelse. Her er det særligt erhvervsuddannelserne, der halter efter. De unge på de gymnasiale uddannelser er nemlig typisk mere fysisk aktive sammenlignet med unge på erhvervsuddannelserne.
Forskning peger på, at 45 minutters motion om dagen kan bidrage til fuldførelsen af uddannelsen og bedre trivsel[2]. Men selvom bekendtgørelsen siger, at de på erhvervsuddannelserne skal have 45 minutters daglig bevægelse, så bliver det sjældent en realitet i praksis.
For hvis du fx er i gang med at uddanne dig som tømrer på erhvervsuddannelsen, er du aktiv det meste af dagen med fysisk hårdt arbejde. Mange tror fejlagtigt, at det derfor ikke er nødvendigt med bevægelse i hverdagen. Men med skæve løft og ensformige bevægelser er det netop vigtigt at understøtte musklerne, så der ikke sker slitage på kroppen.
Dårligere mental sundhed
Men det er ikke kun det fysiske, der halter efter, når det gælder unge og sundhed. Også den mentale sundhed med faktorer som ensomhed, mistrivsel og manglende fællesskab er steget blandt de unge i de seneste år. Det står i kontrast til forskning, der viser, at unge med god mental sundhed har en bedre indlæring og større chance for at gennemføre deres erhvervsuddannelse.[3]
Motion og bevægelse i undervisningen kan netop være vejen dertil. Motion er altså mere end den fysiske sundhed, der handler om at få bevæget sig nok.
Bevægelse fremmer ikke kun sundhed
Vi kommer ikke udenom, at motion forbedrer sundheden på mange planer. Ofte glemmer vi bare, at det ikke er det eneste punkt, hvor bevægelsesaktiviteter kan gøre en positiv forskel. Bevægelse i undervisningen har nemlig et hav af andre fordele. Fordele, der kan gøre en kæmpe forskel for elevernes dagligdag og udvikling.
Bevægelse i undervisningen giver bl.a.:
- forbedret sundhed
- bedre trivsel
- større fællesskab og sammenhold
- stærkere relationer
- højere læring og bedre fastholdelse på uddannelsen.
Først og fremmest giver bevægelse i undervisningen et break. Fælles aktiviteter for de unge kan give dem et pusterum i skoledagen. Du kender det sikkert selv fra arbejdsdagen, hvor fokus og koncentration fylder meget. De unge har brug for et break, hvor de kan trække vejret og samle ny energi til resten af skoledagen.
Dernæst spiller de sociale relationer og sammenholdet omkring bevægelsen en vigtig rolle. Hvis vi tager erhvervsuddannelserne som eksempel igen, har de typisk undervisning i 20 uger – så er de ude i praktik – og derefter skal de vælge deres hovedforløb. I alt det er der mange nye relationer, de skal indgå i. Med motion og bevægelse kan de være i nuet og glemme de barrierer, der kan være. Det giver et fundament, hvor det er lettere at skabe nye relationer.
”Vi prøver noget nyt, bliver bedre venner med hinanden og lærer hinanden bedre at kende”. Sådan siger Casper fra Roskilde Tekniske skole.
Bevægelsesaktiviteter er derfor med til at give lærerne redskaber til at lave et break i undervisningen, så de unge kan få et pusterum og samtidig skabe bedre og stærkere relationer i en sjovere setting. En faktor, der i sidste ende kan styrke den generelle trivsel (link til den anden artikel om trivsel).
Sidst men ikke mindst er det bevist, at motion og bevægelse i undervisningen kan være med til at øge indlæringen og også fastholde de unge til at gennemføre uddannelsen.
Det er derfor helt essentielt også at have disse andre fordele med i baghovedet, når du skal argumentere for, hvorfor I skal i gang med bevægelse i undervisningen.
Hvordan implementerer du bevægelse i undervisningen?
Som underviser har du måske ikke en idrætsbaggrund, hvilket måske er en bekymring for dig, hvis du gerne vil undervise i bevægelse. Nogle synes måske også, at det kan være svært, fordi de ikke har en idrætssal eller andre faciliteter, der kan skabe rammerne for bevægelse.
Men det er vigtigt at understrege, at intet af det er nødvendigt for at skabe et rum, hvor bevægelse og sjov kan få plads. Idrætssalen eller sportspladsen er ikke en nødvendighed. Du kan nøjes med en parkeringsplads eller et ryddet område i et af lokalerne. Som underviser behøver du heller ikke den store idrætsbaggrund. Og eleverne behøver ikke at være sportsstjerner – alle kan være med.
Bevægelsen kan både komme til udtryk i hverdagen gennem lettilgængelige øvelser og gennem events, som I tilmelder jer. Noget kan være øvelser, mens andet er leg, og noget tredje måske bliver koblet med faglige aktiviteter. Det er ikke engang sikkert, at du behøver at få sved på panden. Mulighederne er mange.
Hos Dansk Firmaidræt kan vi hjælpe med at gøre det let med et katalog med øvelser af forskellig varighed og niveau. Hvis du ønsker at blive helt skarp på, hvad der skal til for at inkorporere bevægelse i undervisningen, kan du deltage i vores uddannelse, som er rettet mod undervisere.
Eksempler på bevægelsesaktiviteter og events
Fælles aktiviteter for de unge kræver altså hverken et højt niveau af kondi, idrætssale eller den store idrætsbaggrund for underviserne. Det kræver blot lidt fantasi.
Idéer til bevægelse i undervisningen kan bl.a. være:
- aktivitetsbingo med forskellige bevægelsesaktiviteter
- gåture med kort, der sætter samtalen i gang
- en tæl-skridt-kampagne.
Du kan hente aktive værktøjer her og få konkrete aktiviteter, som I kan gå i gang med nu og her.
Hos Dansk Firmaidræt arrangerer vi også events som Ung Cup, hvor flere skoler og ungdomsuddannelser turnerer i forskellige aktiviteter og tæl-skridt-kampagner, hvor man sammen får gået en masse skridt over en periode og på den måde får bevægelse ind i dagligdagen. Begge events er med til at fremme bevægelsen i undervisningen og forbedre både sammenhold og trivsel i klasserne.
Tag fx Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg, der var med i en tæl-skridt-kampagne og så det som et godt initiativ til at styrke sammenhold, få gejsten i vejret og lære på nye måder.
De fik dannet nye relationer og påpeger selv, at det ikke var afgørende, om de gik 10.000 eller 15.000 skridt, men derimod at alle deltog. Resultatet blev en fordobling af aktivitetsniveau hos flere af eleverne og et bedre sammenhold, glæde og sjov.
Skal vi hjælpe jer i gang?
Hos Dansk Firmaidræt har vi fokus på alt det, der kommer i forlængelse af bevægelsen. Vi kan tage din skole i hånden og være tovholder for forskellige events, bevægelsesaktiviteter og temadage, hvor sundhed og fællesskab for de unge er i fokus. Vi giver dig inspiration til fælles aktiviteter for de unge. Det kan være alt fra teambuilding og udendørs aktiviteter til fysisk aktivitet og læring.
Derudover har vi årlige bevægelseskampagner og massevis af materialer og viden til at understøtte motion på din skole. Kontakt os, eller bliv medlem, så I kan få bevægelse på skoleskemaet og på den måde forbedre trivsel, fastholdelse og læring.
[1] Unge, Uddannelse og Bevægelsesvaner, Syddansk Universitet, 2022
[2] Det Nationale Forsknings- og Analyseinstitut For Velfærd, 2020
[3] UNG19 - Sundhed og trivsel på erhvervsuddannelser, 2019