Frivillighed
”Prøv det frivillige arbejde af. Giv det en chance”

Det er mange år siden, at Mikael Olesen startede som frivillig i foreningslivet. Han har haft en pause som aktiv frivillig i forbindelse med, at han stiftede familie. Nu er Mikael dog atter tilbage i foreningstrøjen, og har i godt et år været frivillig i Thy Fritid & Firmaidræt.

”Jeg havde en kollega, der var frivillig i foreningen, og han fortalte mig om foreningens aktiviteter og fremtidige planer. Det fangede med det samme min interesse at kombinere frivilligt arbejde og fysisk aktivitet. Jeg har altid godt kunne lide frivilligt arbejde. Min kollega fortalte, at de manglede hænder i foreningen og langsomt blev jeg introduceret. Kort herefter blev jeg valgt ind i bestyrelsen som kasserer og blæksprutte.” siger Mikael.

Selvom Mikael er en garvet frivillig, så kan han godt huske, hvordan han havde det, inden han havde været til sin første generalforsamling og prøvet kræfter med bestyrelsesarbejde. Dengang kunne det godt virke uoverskueligt og formelt, men hvis han skal give et godt råd til andre, der har en frivillig-spire i maven, så er det at kaste sig stille og roligt ud i det og starte med at tage til generalforsamling i sin lokale forening.

 

”Jeg synes, at man skal prøve det frivillige arbejde af, se det an og give det en chance. Man behøver ikke at starte med den tungeste post i bestyrelsen med det samme, men start fx med at være frivillig fodboldtræner, så kan man prøve det af og måske få mod på at få mere ansvar og flere opgaver. Når man snakker om bestyrelsesarbejde, så kan det godt lyde så fint, men det er meget stille og roligt. Det er faktisk rigtig hyggeligt og ikke så skræmmende, som det måske ser ud på papiret.”

Med til at gøre en forskel

Som kasserer udfører Mikael en del af sine foreningsopgaver bag skærmen, men i en lille forening hjælper man til, hvor man kan, så også hans praktiske evner er værdsat. Lige nu er han i gang med til at renovere foreningens lokaler i Thisted. Når han ikke er på arbejde som falckredder eller sammen med sin familie, går tiden i øjeblikket på at gøre klubhusets gamle omklædningsrum i stand. Mikael har nemlig ikke noget imod også at bruge sine praktiske evner – det vigtigste er, at dét han gør for foreningen, er med til at gøre en forskel for andre.

 

”Det bedste for mig ved at være frivillig er, at jeg kan se, at jeg er med til at gøre en forskel. Når jeg f.eks. udfører praktisk arbejde eller implementerer noget på hjemmesiden, så er det dejligt at se, at mine ressourcer, og den tid jeg bruger, kommer medlemmerne til gavn.”

Der er fire medlemmer i Thy Fritid & Firmaidræts bestyrelse, og de har et stærkt fællesskab og hver især noget forskelligt at byde ind med. Men det ville ikke gøre noget, hvis de var flere til at løfte foreningens opgaver. Og gerne flere yngre kræfter.

 

”Der er så mange muligheder for at blive en del af et frivilligt fællesskab. Og det er vigtigt, at man som ung kommer ind i en forening, da de unge har så mange nye synspunkter, som de ældre kan trække på. Hvis vi skal have fat i flere unge medlemmer, så er vi også nødt til at have nogle flere unge i bestyrelserne-", siger Mikael

 

Hvorfor dét at være frivillig trækker

Hør hele interviewet

Hør det fulde interview med Mikael, hvor han går i dybden med sine aktiviteter.

Fulde interview med Mickael Olesen

Mød vores andre frivillige

Lær også Pernille og Michelle at kende.

Credit

Redaktionen i firmaidrætten