I 2021 afslørede en intern trivselsmåling et kritisk lavt niveau af arbejdsglæde og mentalt overskud. Med en wellbeing-score på kun 61 ud af 100 stod det klart, at der var brug for handling. Øget sygefravær og oplevelsen af ubalance mellem arbejde og privatliv under coronanedlukningerne udfordrede både medarbejdere og ledelse.
Som sundhedsvirksomhed var det ikke en udvikling, man kunne stå på mål for. Løsningen blev en målrettet og strategisk investering i medarbejdernes sundhed – både fysisk og mentalt.
Fysisk sundhed som en del af arbejdsdagen
Projektet skabte mulighed for motion og bevægelse i arbejdstiden. Med aktiviteter som yoga, løbeklub, walk & talk-møder, cykling og kajaksejlads blev det nemt og naturligt at få bevægelse ind i hverdagen. Enkle skrivebordsøvelser kaldet ”YOUgurt” blev også introduceret for at gøre fysisk sundhed tilgængelig for alle.
Samtidig blev sociale aktiviteter som padelturneringer og deltagelse i DHL og Royal Run et samlingspunkt for kolleger på tværs af afdelinger – og en katalysator for både motion og fællesskab.
Mental sundhed og psykologisk tryghed i fokus
For at styrke den mentale sundhed blev både ledelse og medarbejdere klædt på med viden om stress, forebyggelse og svære samtaler. En ekstern rådgivningslinje blev oprettet, og arbejdsdagen blev gentænkt med fokus på ro og fordybelse – fx med mødefri onsdagsformiddage og fleksibilitet gennem hybridarbejde.
Samtidig blev arbejdet med psykologisk tryghed styrket. Diversitet, inklusion og lighed blev sat på dagsordenen, og det blev en tydelig del af kulturen, at man kan være sig selv – og sige til, hvis man har brug for hjælp.