Blandt de fem regionsvindere blev det IT-sikkerhedsfirmaet, Chili Security i Odense, som løb af med den endelige sejr i konkurrencen og dermed blev Danmarksvinder af Danmarks Sundeste Arbejdsplads – Initiativprisen 2017.
Chili Security kæmpede om prisen med The Walt Disney Company Nordic i Region Hovedstaden, Arriva Nykøbing Falster i Region Sjælland, midtVask i Region Midtjylland og Ejendomscentret Drift og Service i Region Nordjylland.
IT-sikkerhedsfirmaet Chili Security ligger i Odense og er med sine 16 ansatte kåret som Danmarksvinder af Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2017. Chili Security har indført en halv times obligatorisk motion i arbejdstiden to gange om ugen. Medarbejderne har samtidig gjort en stor indsats for at samle stemmer til deres initiativ.
- Intentionen er både at få rørt medarbejderne, så vi forebygger arbejdsskader og mindsker sygefraværet men ligeledes også at styrke sammenholdet. Træningen er en god kombination af styrketræning, pulstræning og teamwork. Vi får grinet en del, og alle hæmninger omkring overvægt og forskelligheder er fuldstændig glemt. Vi pjatter og træner hårdt og intenst på én og samme tid, siger direktør Martin Larsen, Chili Security.
Peder Bisgaard, formand i Dansk Firmaidræt, bakker op og ønsker tillykke med prisen på vegne af partnerne bag konkurrencen.
- Chili Security er et godt eksempel på en arbejdsplads, som har investeret i sundhed på arbejdspladsen, og hermed har opnået større holdånd og arbejdsglæde blandt medarbejderne. Det er bevist, at virksomheder med motionstilbud til deres medarbejdere har et lavere sygefravær blandt deres ansatte og samtidigt stiger arbejdsproduktiviteten. Derfor er det glædeligt, at IT-virksomheden går forrest med obligatorisk motion. Vi håber, flere arbejdspladser vil lade sig inspirere af Chili Security og indføre sundhedsinitiativer, der skal sikre produktive og glade medarbejdere. Vi ønsker Chili Security et stort tillykke med prisen, siger formand Peder Bisgaard, Dansk Firmaidræt, der sammen med Falck, Dansk Erhverv og Dansk Firmaidræt står bag Initiativprisen og Danmarks Sundeste Arbejdsplads.
Fakta om konkurrencen
"Danmarks Sundeste Arbejdsplads - Initiativprisen 2017” er et samarbejde mellem Falck, Dansk Erhverv, Forsikring & Pension og Dansk Firmaidræt, der tilsammen er i løbende kontakt med størstedelen af Danmarks befolkning.
Læs mere om konkurrencen, om Danmarksvinderen og om de fem regionsvindere på www.sundestearbejdsplads.dk
Se samtlige tilmeldte initiativer på www.sundestearbejdsplads.dk/deltagere