Corona sætter sine spor i Danmark, men det gør virussen også i resten af verden. Oftest er de mindste de største ofre. Fra mandag den 1. februar (uge 5) støtter A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden Danmarks Indsamling med 10 kroner for hver tur, danskerne går.

Danmarks Indsamling finder sted lørdag den 6. februar 2021 og sendes på DR1, og i år går hjælpen til de børn i verden, som langsomt mister håbet om en bedre fremtid, fordi deres skoler er lukket på ubestemt tid. Til de børn, som ikke får akut lægehjælp og livsnødvendige vacciner, fordi sundhedssystemet er brudt sammen. Og til de børn, som risikerer at dø af sult eller fejlernæring, fordi deres familier ikke længere kan tjene penge til mad. Til corona-krisens børn.

Hver gang du går en tur i uge 5, støtter A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden Danmarks Indsamling med 10 kroner. Registrér din gåtur med at sende en SMS med GÅ til 1212 eller på www.danmarkgaarsammen.dk.

”I ’Danmark går sammen’ er vi rigtig glade for, at A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden går et ekstra skridt for at støtte både danskerne og corona-krisens børn. Nu kan vi ikke kun gøre noget godt for os selv, men også for andre ved at gå en tur. Det er da både smukt og motiverende. I disse tider har vi alle godt af at komme ud og gå, så skynd dig at komme afsted og send en kærlig tanke ved at registrere din gåtur og dele din oplevelse på #danmarkgårsammen,” siger Merete Spangsberg Nielsen, direktør for kollegamotion hos Dansk Firmaidræt.

Hos A.P. Møller – Mærsk og A.P. Møller Fonden er de glade for at bakke op om både ‘Danmark går sammen’ og Danmarks Indsamlingen:

"A.P. Møller Fonden og A.P. Møller - Mærsk bakker endnu engang op om Danmarks Indsamling, der i år sætter fokus på at hjælpe corona-krisens børn. Pandemien betyder, at børn, som allerede var i nød, nu har endnu mere behov for hjælp. A.P. Møller Fonden og A.P. Møller - Mærsk har gennem corona-krisen fokuseret på at hjælpe vores kunder, værne om vores medarbejdere og bidrage i de samfund, vi er en del af. Derfor ligger årets tema os naturligt nært," siger Mette Refshauge, kommunikations- og bæredygtighedsdirektør A.P. Møller - Mærsk A/S.

DR og landets idrætsorganisationer; DIF, DGI, Dansk Skoleidræt og Dansk Firmaidræt, har indgået et partnerskab ’Sammen i bevægelse’, hvor de i fællesskab skaber seks bølger henover 2021 med fokus på bevægelse.

Første skridt i kampagnen ’Danmark går sammen’, er taget, og er i fuld gang. Danmark tæller skridt sammen og hver for sig fra den 25. januar til den 21. februar 2021. Her kan du udfordre og invitere dine kolleger, venner og familie i jagten på skridt. Det er gratis at deltage. På www.danmarkgaarsammen.dk samler hovedpartnerskabet gå-relateret inspiration fra stærke samarbejdspartnere som f.eks. Hjerteforeningen, Kræftens bekæmpelse, Dansk Vandrelaug, Dansk Motionsforbund, Dyrenes Beskyttelse, Ældresagen, Kulturmødet Mors og Danmarks Indsamling.

Hovedpartnerskabet bag ‘Sammen i bevægelse’ opfordrer alle til at gå og samle ind til Danmarks Indsamling, når det store show finder sted på DR1 den 6. februar 2021. F.eks. kan virksomheder belønne medarbejdere med en donation til Danmarks Indsamling per skridt, og hver enkelt arrangører, store som små, kan få en MobilePay-kode og samle direkte ind til showet.

Lisa Skjold Slothuus
Lisa Skjold Slothuus
Kommunikationskonsulent
Dyk ned i 'Danmark går sammen'