Fælles front for bevægelse i EPX-uddannelsen
21. JANUAR 2025
Dansk Firmaidræt fortsætter indsatsen for at sikre, at bevægelse og motion bliver en del af den nye EPX-uddannelse. Et nyligt møde med Gymnasieskolernes Idrætslærerforening styrker samarbejdet om at få budskabet på den politiske dagsorden.
Bevægelse skal tænkes ind i EPX-uddannelsen fra start. Det budskab har Gymnasieskolernes Idrætslærerforening med formand Niels Martin Vind i spidsen gentagne gange fremhævet – senest i samarbejde med DGI’s forkvinde Charlotte Bach Thomassen.
Dansk Firmaidræt støtter fuldt op om denne indsats. Derfor besøgte politisk konsulent Stén Knuth og udviklingskonsulent Christina Hartlev for nylig Niels Martin Vind på hans gymnasium for at drøfte, hvordan budskabet kan styrkes over for Folketinget.
"Vi er helt på linje i ønsket om, at bevægelse skal være en naturlig del af de unges uddannelse. Mødet var en vigtig anledning til at koordinere vores indsats og sikre, at politikerne får bevægelse med til forhandlingsbordet," siger Stén Knuth.
Under besøget fik Dansk Firmaidræt også et indblik i gymnasiets idrætsfaciliteter og oplevede eleverne i fuld gang med volleyball i hallen – et konkret bevis på, hvordan fysisk aktivitet kan integreres i skoledagen.
Dansk Firmaidræt arbejder fortsat politisk for at gøre bevægelse til en fast del af både uddannelses- og arbejdslivet. Sammen med stærke samarbejdspartnere vil vi blive ved med at sætte fokus på, hvordan fysisk aktivitet kan styrke både trivsel, læring og fremtidens arbejdsstyrke.