Firmaidræt favner bredt og får flere med i aktive fællesskaber. Rapporten 'Arbejdspladserne i bevægelse' er landet
30. SEPTEMBER 2021
Læs med, når vi dykker ned i rapporten 'Arbejdspladserne i bevægelse'.
Særligt de unge erhvervsaktive dyrker firmaidræt med kollegerne på arbejdspladsen – eller i landets firmaidrætsforeninger. Flere mænd end kvinder dyrker firmaidræt. Og til firmaidræt spiller uddannelsesniveauet ikke en rolle.
Det viser analyser fra rapporten 'Arbejdspladserne i bevægelse', som Syddansk Universitet har offentliggjort i samarbejde med Dansk Firmaidræt.
Det er den hidtil største kortlægning af danskernes bevægelsesvaner på arbejdspladserne, og undersøgelsen er baseret på besvarelser fra mere end 83.000 erhvervsaktive danskere.
Rapporten undersøger, hvordan og hvorfor danskerne dyrker firmaidræt og kollegamotion – og hvor motion på arbejdspladsen adskiller sig fra danskernes øvrige bevægelsesvaner.
Lad os starte med at zoome ind på, hvem der dyrker kollegamotion og firmaidræt.
Og på hvilke aktiviteter der hitter.
Hvem dyrker kollegamotion?
Kollegamotion: Når man dyrker træning, motion og idræt sammen med sine kolleger mindst én gang om ugen.
Undersøgelsen viser, at 12,4 % af alle erhvervsaktive danskere dyrker selvorganiseret motion med deres kolleger mindst én gang om ugen.
Og her det kvinderne, der trækker i førertrøjen (13,4%) foran mændene (11,4%).
Den aldersgruppe, der er mest aktive med deres kolleger, er de 15-29-årige, hvor hele 20 % dyrker selvorganiseret kollegamotion. Det kommer vi tilbage til lidt senere.
Hvem dyrker firmaidræt?
Firmaidræt: Når man deltager i idræts- og motionsaktiviteter på arbejdspladsen og/eller i en firmaidrætsforening mindst én gang om ugen.
6,8% af alle erhvervsaktive dyrker firmaidræt på deres arbejdsplads eller i en firmaidrætsforening mindst én gang om ugen – og her er mændene i førertrøjen. Der er nemlig flere mænd (7,4%) end kvinder (6,1%), der dyrker firmaidræt.
Dét står i modsætning til andre undersøgelser og tyder altså på, at arbejdspladsen og firmaidrætsforeninger særligt er vigtige arenaer og medspillere i forhold til at aktivere de erhvervsaktive mænd.
Gåture og styrketræning hitter
De mest populære aktiviteter blandt de kollegamotionsaktive er ’Gåture i moderat tempo’ (33,2%), ’Styrkeøvelser og styrketræning’ (13,7%) og Løbeture’ (8,4%). Blandt de ti mest populære idrætter, de erhvervsaktive dyrker sammen med deres kolleger, finder vi også konditionstræning, cykling, yoga, friluftsliv, fodbold og crossfit.
Det viser undersøgelsen, der altså tegner et billede af, at de mest populære kollegamotionsaktiviteter er dem, der ikke kræver de store, fysiske forudsætninger – og hvor faciliteterne på arbejdspladserne giver rum til aktiviteten.
’Styrkeøvelser og styrketræning’ (19,9%) og ’gåture i moderat tempo’ (18,4%) går igen som de to mest populære aktiviteter blandt de firmaidrætsaktive, der dyrker motion på arbejdspladsen eller i en firmaidrætsforening. Her finder vi dog ’konditionstræning’ (11,3%) på tredjepladsen – efterfulgt af aktiviteter som cykling, yoga, fodbold, meditation/mindfulness og friluftsliv.
De unge tager førertrøjen på
Undersøgelsen viser som nævnt også, at den aldersgruppe, der er de mest aktive firmaidrætsudøvere, er de unge mellem 15 og 29 år.
Blandt dem dyrker hver femte motion med kollegerne.
"Det vidner om, at der er et stort potentiale i at bruge arbejdspladsen og firmaidrætsforeningerne som arena for bevægelse og motion i forhold til at aktivere nogle af aldersgrupper, vi ellers ser falde fra den ordinære foreningsidræt. Det er overraskende, at så mange unge dyrker idræt og motion på arbejdspladsen, og det kan antages at have betydning for, at de på længere sigt fortsætter med at bruge arbejdspladsen som arena for deres fysiske aktivitet".
- Bjarne Ibsen Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik
"Vi er glade for, at også de unge kolleger aktivt vælger motionsfællesskaberne på arbejdspladsen og med kollegerne til. Det giver mig en stærk tro på fremtiden, hvor vi forudser en større efterspørgsel for motion på arbejdspladserne og i vores 82 lokale firmaidrætsforeninger."
- Peder Bisgaard Formand, Dansk Firmaidræt
Uddannelsesniveauet er ikke afgørende i firmaidræt
Endnu et interessant fund i undersøgelsen er sammenhængen mellem de erhvervsaktives socioøkonomiske forhold og deltagelsen i firmaidræt. Analyserne viser nemlig, at deltagelse i firmaidræt er mindre påvirket af socioøkonomiske forhold end i den generelle idræts- og motionsdeltagelse. Firmaidrætten favner altså bredere og får flere med i idrætsfællesskaberne.
I andre idrætsfællesskaber ser man en tydelig sammenhæng mellem, hvor lang en uddannelse, man har, og hvor aktiv man er. Når en arbejdsplads tilbyder motion og bevægelse for medarbejderne – eller tager initiativ til fælles aktiviteter – så udlignes denne forskel, og vi danskere er fysisk aktive høj som lav på arbejdspladsen.
Dét kommer ikke kun arbejdspladsen til gode, men også hele samfundet.
"Nu har vi tal, der viser, at det gør en forskel for samfundet, at arbejdspladserne tilbyder medarbejderne gode motionsforhold. Det er meget vigtigt for at kunne understøtte arbejdspladsernes vej mod at blive mere aktive og have sundere medarbejdere, der trives."
- Peder Bisgaard. Formand, Dansk Firmaidræt
Undersøgelsen viser altså, at landets arbejdspladser og firmaidrætsforeninger er vigtige sundhedsfremmende arenaer i kampen for at få flere danskere til at dyrke idræt og motion – og til at mindske ulighed i sundhed.
’Arbejdspladserne i bevægelse’
Hvilke data bygger rapporten på?
Data i rapporten ’Arbejdspladserne i bevægelse’ bygger på den hidtil største kortlægning (mere end 163.000 besvarelser) af danskernes bevægelsesvaner: ”Danmark i bevægelse”, som Syddansk Universitet står bag – og som er støttet af Nordea-fonden.
Heraf angav 83.176, at deres hovedbeskæftigelse er ’erhvervsaktiv’, og det er disse data, ”Arbejdspladsernes i bevægelse” primært bygger på.
Hvem står bag rapporten?
Rapporten er udarbejdet af Syddansk Universitet og støttet økonomisk af Dansk Firmaidræt.