MSD Danmark i København vinder den landsdækkende konkurrence ’Danmarks Sunde Arbejdspladser’ og modtager Initiativprisen 2023
MSD Danmark er leverandør til det danske sundhedsvæsen af vacciner og medicintyper og har 200 medarbejdere på kontoret på Havneholmen i København.
Og så er de en arbejdsplads, der sætter sundhed og trivsel højt på dagsordenen.
Under titlen ”the wellbeing project” har de arbejdet strategisk med at forbedre trivslen hos deres medarbejdere gennem initiativer for både den fysiske sundhed og den mentale sundhed.
De har bl.a. en løbeklub med en løbecoach, en yogaklub med underviser, som begge foregår midt i arbejdstiden og med stor deltagelse, foruden stor fokus på at fremme den mentale sundhed og skabe psykologisk tryghed.
Vinder Initiativprisen 2023
I går – passende midt i Arbejdspladsernes Motionsuge – blev de kåret som vinder af konkurrencen, Danmarks Sunde Arbejdspladser, der afholdes af Dansk Erhverv, Dansk Firmaidræt, Dansk Sundhedssikring og PrimaCare med støtte fra Spar Nord Fonden.
Det gjorde de ved en overraskelsesceremoni på deres domicil i København, hvor Katrina Feilberg Schouenborg, branchedirektør for Sundhed og Life Science i Dansk Erhverv og Kasper Kristensen, projektleder for Danmarks Sunde Arbejdspladser fra Dansk Firmaidræt overrakte Initiativprisen 2023.
De blev meget passende overrasket lige efter deres ugentlige motion i arbejdstiden. Og det var en flok glade og enormt stolte vindere.
”Vi er utrolig glade for og stolte af, at dommerpanelet har peget på netop vores initiativ som vinder af Initiativprisen 2023. Det bekræfter os i, at vi prioriterer det helt rigtige i arbejdet med at skabe en sund arbejdsplads,” siger Emma Karlsson, HR Business Partner i MSD Danmark.
”Det er vigtigt at have arbejdspladsens og arbejdsopgavernes vilkår for øje, når man skal igangsætte sundhed og trivsels initiativer. MSD er en arbejdsplads hvor medarbejderne har brug for både at kunne skrue op for energien og ned i tempoet i de aktiviteter og tilbud, arbejdspladsen giver. MSD har lyttet til medarbejdernes behov samtidig med, at ledelsen har være tydelige omkring prioriteringen af medarbejdernes sundhed.I en virksomhed i dag kan man ikke længere skelne mellem bløde og hårde prioriteringer eller nice to og need to, når det kommer til medarbejdernes sundhed. Det er to uløselige sider af samme sag og al dokumentation taler sin utvetydige sag. For at få succes som virksomhed skal du have styr på medarbejdernes sundhed og trivsel,” siger Merete Spangsberg Nielsen, direktør for Kollegamotion i Dansk Firmaidræt.
En sund arbejdsplads giver mere produktive, glade og stolte medarbejdere
Og til spørgsmålet om hvorfor MSD overhovedet prioriterer sundhed, siger Emma Karlsson:
”Fordi vi kan se på data og mærke på vores kollegaer, at en investering i en sund arbejdsplads giver mere produktive, glade og stolte medarbejdere i bedre trivsel. For os handler det at skabe en sund arbejdsplads i høj grad om at skabe en kultur, hvor det er helt acceptabelt - ja hvor der faktisk opfordres til - at tage vare på sig selv, hvad end det er fysisk eller mentalt. Og hvor man skaber mange forskellige muligheder for den selvpleje, så der er noget for enhver smag. Det er derfor, vi med opbakning fra ledelsen har valgt en holistisk tilgang hvor både motion, samvær, fleksible og nye måder at arbejde på, viden om stressforebyggelse, diversitet og inklusion samt psykologisk tryghed er i centrum.”