Odder Firma Idræt er Årets Forening 2025
26. APRIL 2025
Odder Firma Idræt blev på Dansk Firmaidræts årlige visionsmøde lørdag d. 26. april 2025 hyldet og kåret som ”Årets Forening”.
”En lille forening, der tør tænke store tanker og mål.” Sådan indledte Dansk Firmaidræts næstformand, Pernille Aude motivationen for Årets Forening 2025.
For kigger man kun på antallet af medlemmer, er Odder Firma Idræt en af de mindre af Dansk Firmaidræts 79 foreninger, men det er en forening fuld af drivkraft, som har klaret en af de udfordringer, som mange foreninger kæmper med – nemlig at tiltrække yngre frivillige og gennemføre et vellykket generationsskifte i bestyrelsen.
De sidste tre år har de med 1-2 udskiftninger per år formået at forny bestyrelsen, mens de samtidig har bevaret de ”gamle” formænd og bestyrelsesmedlemmer som aktive ressourcer i foreningens aktiviteter.
Det har blæst energi ind i den lille forening, at de nye folk er trådt ind med masser af gode idéer og mod på at sætte nye initiativer i søen. Foreningen har formået at skabe ny aktivitet på de badmintonbaner, der ellers stod ubrugte hen – i dag er der skabt en ny aktivitet og bliver spillet pickleball. Foreningen har også med deres fodbolddyst til den årlige byfest startet en ny tradition og er derigennem blevet mere synlige lokalt.
At der er tale om en forening, hvor engagementet brænder, blev også understreget på sidste års visionsmøde. Her modtog den nu 30-årige Magnus Jønsson, der er formand i Odder Firma Idræt, nemlig prisen som Årets Gnist i Dansk Firmaidræt – en hædring af nye frivillige, der kommer ind og sætter blus under en forening.
Formanden var sammen med kasserer Mikkel Vinther på scenen for at modtage prisen. Og de var begge meget glade, overraskede og stolte:
"Det er meget stort at blive kåret til årets forening, og det vidner om, at når man gør noget godt, så bliver det lagt mærke til og anerkendt. Det er også sådan jeg godt kan lide at arbejde - at når man gør en indsats, så bliver det også anerkendt," siger Magnus Jønsson.
Og adspurgt om de har et godt råd til andre foreninger:
"Driv inspirationen, så skal ambitionen nok komme. Hvis du giver plads og rum til at unge mennesker kan udfolde sig, så brænder der en ild på en helt anden måde."
Kasserer Mikkel Vinther:
"Man skal have en Magnus, én der virkelig brænder for det. Der giver inspiration til os nye, der kommer ind i foreningen."
Fakta om Årets Forening i Dansk Firmaidræt
- Årets Forening uddeles hvert år af Dansk Firmaidræt.
-
Årets Forening modtager skulpturen ’Ejgon Bertelsens Mindepokal’, som er evigt vandrende.
-
Året efter overrækkelsen får foreningen et blivende minde i form af en kalligrafi udført af kunstneren YAN.