520 hold – 1.144 kolleger – fra hele landet har fra marts til september dyrket venskabelige dyster på landets golfbaner til den populære turnering, Kollegagolf. Den første fredag i september dannede Lübker Golf Course rammen for årets finale – og allerede nu strømmer tilmeldingerne ind til næste års turnering.
1.771 matches spillet. 77.924 km tilbagelagt på landets golfbaner. Eller det, der svarer til over 113 millioner skridt. Og naturligvis en masse timer under åben himmel, hvor nye bekendtskaber og stærke sammenhold er spiret.
Dét opsummerer kort årets Kollegagolf-turnering. En turnering, der for 3. år i træk slog deltagerrekord, og deltagernes begejstring er ikke til at tage fejl af.
”Jeg har deltaget for første gang i 2021 – og det bliver vist en fast tradition fremover! Det er spændende at se nye baner og møde andre golfere i en fin turneringsform – også selvom man ikke er ultra-lavhandicapper. Vi glæder os allerede til 2022.”
- Carina Smedegaard, F10 Human Ressource.
”Kollegagolf er en herlig måde at spille golf på. Du er sammen med en eller 2 af dine kolleger i et grundspil, der bl.a. byder på spil på nye golfbaner i godt selskab. Og konkurrenceaspektet er bare med til at gøre det hele sjovere. Jeg har spillet Kollegagolf i 3 år nu, og glæder mig til sæson 2022”.
- Alice Olsen, Hillerød Kommune
”Kollegagolf er Danmarks hyggeligste golfturnering”.
- Bent Brodersen
Imponerende rammer for 48 finalehold
Sådan lyder bare et par af reaktionerne efter årets turnering, der fredag den 3. september blev rundet af med et flot finalestævne på Lübker Golf Course, Djursland.
Her hyldede vi årets vindere – supervisor-kollegerne Brian Sørensen og Gareth Hunter fra Billund Lufthavn – der fremhæver sammenholdet som den primære grund til, at de i 2022 igen er at finde på deltagerlisten:
”Nu arbejder vi sammen til dagligt i lufthavnen, og Kollegagolf er en anden måde at være sammen på, der styrker sammenholdet mellem os. Der er også fedt ud i det gode vejr, og have gode samtaler med nye spillere på nye baner”, lyder det fra Brian Sørensen.
- præmien gik til Keld Pedersen og Victor Pedersen fra KP Foto, mens Morten Bøgeskov og Bo Jensen fra Syntegon tog sig af 3. pladsen.
Tilmeldingerne strømmer ind – kollegamotion hitter (også) på golfbanen
Knap var den sidste finale-bold puttet, før golf-passionerede landet over igen kunne melde sig på banen til Kollegagolf 2022. Faktisk har mere end 100 hold allerede tilmeldt sig – og holdet bag Kollegagolf glæder sig over den fortsat store opbakning:
”Det er fantastisk, at så mange deltagere allerede nu melder klar til endnu engang at svinge golfkøllerne og dyrke sammenholdet. Vi har igen lagt os i selen for at skabe rammerne for den bedst mulige Kollegagolf-oplevelse, men det er deltagerne der gør turneringen til det, den er”, siger stævneleder Dan Hansen fra Dansk Firmaidræt.
Tilmelding til Kollegagolf 2022 er åben på www.kollegagolf.dk