Projektet ’Danmarks Sunde Arbejdspladser’, som Dansk Erhverv, Dansk Firmaidræt, Forsikring & Pension og Falck Healthcare står bag, modtager ½ million i donation fra Spar Nord Fonden.

Partnerskabet ’Danmarks Sunde Arbejdspladser’ hylder hvert år danske arbejdspladser, som har igangsat initiativer inden for sundhed og trivsel. Spar Nord Fonden har bevilliget godt ½ million kroner til projektet. Donationen taler ind i Spar Nord Fondens nye strategi, som retter sig mod at støtte ”fællesskaber, der mærkes”.

”Det er vigtigt for Spar Nord Fonden at bidrage til at styrke og udvikle fællesskaber, og projektet Danmarks Sunde Arbejdspladser giver mulighed for netop dette. Gennem projektets mange aktiviteter styrkes fællesskab, sundhed og sammenhold på tværs af faglighed, erfaring og baggrund. Vi er stolte af, at vi med donationen kan bidrage til at udvikle mennesker i et fællesskab, hvor trivsel og arbejdssundhed kombineres med viden og læring – og vi håber, at donationen bidrager til, at sundhed, trivsel og sammenhold kommer ud på mange flere arbejdspladser i Danmark,” fortæller fondsdirektør i Spar Nord Fonden, Bo Uggerhøj.

Partnerne bag Danmarks Sunde Arbejdspladser er glade for, at de med donationen kan skrue op for ambitionsniveauet ift. at skabe lokale netværk og et online inspirationsunivers, hvor arbejdspladserne deler deres erfaringer med hinanden.

”Spar Nord Fondens donation giver os mulighed for at sætte endnu mere skub i projektets aktiviteter og dermed komme ud til endnu flere arbejdspladser, der gerne vil have ny inspiration til deres arbejde med sundhed og trivsel. Arbejdspladsen er en vigtig arena, når det kommer til at styrke folkesundheden, og vi arbejder for, at den enkelte arbejdsplads’ erfaringer også kommer andre arbejdspladser til glæde og gavn,” siger Mette Mandrup, generalsekretær i Dansk Firmaidræt.   

Flere muskler til projektet
Midlerne fra Fonden giver større muskler til at skrue op for projektets aktiviteter. Danmarks Sunde Arbejdspladser afholder hvert år en landsdækkende konkurrence af samme navn, hvor det er arbejdspladserne selv, der indstiller deres bedste trivsels- og sundhedsinitiativer. Med donationen bliver det muligt at styrke de regionale netværksdage, hvor arbejdspladser mødes og får ny inspiration samt udveksler erfaringer. Desuden gør Fondens støtte det muligt at styrke formidlingstiltagene – bl.a. en podcast om sundhed på arbejdspladsen – og ikke mindst at skabe en ny konference, der hylder de gode initiativer og sætter spot på både den fysiske og mentale sundhed på landets arbejdspladser. 

Arbejdspladser skal lære af andre arbejdspladser
I løbet af foråret og efteråret afholdes fem inspirationsmøder – et i hver region. Her deler sunde arbejdspladser deres erfaringer med hinanden. Den landsdækkende konkurrence skydes i gang i foråret, og alle arbejdspladser kan indstille deres bedste initiativer inden for sundhed og trivsel. Året afsluttes med en konference, hvor konkurrencens vindere hyldes, og hvor alle, som har en interesse for sundhed på arbejdspladsen, kan få inspiration og et større netværk. 

Læs mere på www.sundestearbejdsplads.dk