Arbejdspladsernes Motionsuge 2024
Mærk stemningen: Tilbageblik på en forrygende motionsuge

Arbejdspladsernes Motionsuge fejrer i år 10-års jubilæum! Og vi kigger her tilbage på en magisk motionsuge.

 

Flere end 105.000 kolleger har dyrket sammenholdet. Og over 800 arbejdspladser landet over har sat smil og sammenhold på dagsorden.

Arbejdspladspladsernes Motionsuge er en del af Danmarks Motionsuge; Et aktivt partnerskab mellem DIF, DGI, ISCA, Dansk Skoleidræt og Dansk Firmaidræt – støttet af Salling fondene – hvor danskerne i år har kunne prøve kræfter med over 7.000 arrangementer landet over.

 

Scroll med her på siden, og få en aktiv smagsprøve på noget af alt det sjove, der foregik ude på landets arbejdspladser og i firmaidrætsforeninger i løbet af ugen.

Kickstart

Arbejdspladsernes Motionsuge kickstartede allerede i weekenden op til uge 41 med en perlerække af sjove aktiviteter. Ét af dem var den officielle åbning af motionsugen.

I det smukkeste solskinsvejr dannede Salling Group-hovedkvarteret og Salling ROOFTOP fredag den 4. oktober de perfekte rammer for en fantastisk åbning af Danmarks Motionsuge 2024. Med faldskærmsudspring, fællesløb med banneret, fægtning og breakdance på skywalken og et væld af aktiviteter på ROOFTOP var dagen et smukt billede på den diversitet, der ventede i resten af motionsugen i uge 41.

 

Alle 45.000 ansatte i Salling Group (bl.a Føtex, Netto og Bilka) dyrkede sammenholdet i løbet af ugen.

MANDAG

”Jeg synes, at firmamotion, og dét at få lidt motion ind i hverdagen sammen med kollegerne og grine lidt sammen, ha’ lidt konkurrence om tingene – det skaber et enormt godt arbejdsmiljø. Og det er jeg rigtig optaget af som beskæftigelsesminister.”

 

Sådan lød det fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) under et besøg ved Føtex i Aalborg; en del af Salling Group.

Hos logistikafdelingen på Odense Universitetshospital stod den mandag på stafetter, yoga, hjernegymnastik. Resten af ugen var de også i gang med forskellige aktiviteter hver dag.

På Coops distributionscenter i Odense fik kollegerne sat gang i både puls og kampgejst, da de spillede floorball i lagerhallen.

Hos Interacoustics i Middelfart var der fuldt program med aktiviteter hver dag i ugen. Walk’n’talk, funktionel træning, online træning ved skrivebordet, introduktion til padeltennis, Yoga og morgen gymnastik. Mandag stod den på funktionel træning, der ud over at være en del af AM-ugen også forekommer fast hver mandag på arbejdspladsen.

Der var fuld gang i kedlerne hos Vordingborg Køkkenet mandag, da en kollega samlede huset til eftermiddagsgymnastik, og der blev grint, balanceret, leget og hoppet til den store guldmedalje. Udover en festlig start på motionsugen skulle kollegerne fra Vordingborg Køkkenet også tælle skridt tirsdag og være sammen om andre aktive indslag i løbet af ugen.

TIRSDAG

Tirsdag bød på en vaskeægte premiere; Tæl Skridt-tirsdag! Over 200 arbejdspladser har gået med og mod hinanden – og udfordret hinanden om sjove præmier, f.eks. at skulle hente kaffe til sin kollega en hel dag, hvis kollegaen gik flere skridt på Tæl Skridt-tirsdag end én selv. I alt gik de mange kolleger over 28 millioner til skridt tilsammen!

Idrættens Analyseinstitut stemplede ind i motionsugen med et flot ugeprogram. Tirsdag stod den på deres vanlige 15 minutters motion i arbejdstiden med stræk, elastik og selvfølgelig lidt konkurrence.

I Roskilde Kommune var der mange bolde i luften hele ugen. Tirsdag bød bl.a. på “skyd mod kommunaldirektøren”, hvor kolleger udfordrende kommunaldirektøren om at kaste mest præcist med bolde – med fine præmier på højkant. Dagen bød også på bordtennis og øvelser ved gangbroen.

Firmaidræt Storkøbenhavn startede motionsugen med at invitere lokale arbejdspladser til jumping fitness og dodgeball, hvor fem arbejdpladser kæmpede om at stå tilbage med titlen som Dodgeball Champions.

I Vestjysk Bank stemplede 25 afdelinger ind i motionsugen – blandt andet med morgenyoga hver morgen. 10 filialer har desuden afholdt fyraftensarrangementer med hjælp fra deres lokale firmaidrætsforeninger. I Grindsted tirsdag stod den på aktivitetsbingo, kortspilstafet og diskgolf.

ONSDAG

Hep og entusiastiske tilråb strømmede ud fra ud fra Firmaidrættens Hus i Nyborg til skærme og arbejdspladser i hele landet til Online Onsdag.
Over 100 arbejdspladser og 4.500 kolleger havde booket en gratis, aktiv, digital pause. Der var høj energi – både på den ene og den anden side af skærmen.

Det var ikke online aktive pauser, der var på programmet hos Kramp i Skjern, men her var også masser af grin og gode lege. De har et væld af aktiviteter i Arbejdspladsernes Motionsuge – bl.a. var de med til at tælle skridt i går, der er gå-heats til frokost og fællesgymnastik hver dag.

Skanderborg Firmaidræt satte 50 kolleger fra Enkotec i bevægelse onsdag. Den første af de to aktive timer bød på en gang mental fitness. Efter en kort pause fik halvdelen af kolleger sved på panden over en omgang floorball, mens den anden halvdel lavede forskellige øvelser med elastikker og aktivitetsterninger. 

TORSDAG

Torsdag stod i yoga'ens tegn med pauser, som gjorde godt for krop og sind.
Kl. 9.00, 10.00, 11.30, 14.00 og 15.00 kunne arbejdspladser stemple ind online til forskellige korte yogasessioner, og de blev guidet trygt igennem af kompetente yogaunderviser Ditte Louise Seibert fra D'YOGA. Og det var der hele 244 arbejdspladser, der var klar på. Namasté!

Folketinget har været i bevægelse hele ugen. Folketingets administration har nemlig sat Borgen i bevægelse med et stærkt ugeprogram, hvor medarbejderne bl.a. har ligget i planker til møderne, taget trappen og squattet, inden de trak en kop kaffe. Også Folketingets Løbeklub satte afsted ind i motionsugen sammen med vores politiske konsulent, Stén Knuth, på en rolig løbetur gennem København.

FREDAG

250 kolleger fordelt på tre matrikler på Nordsjællands Hospital var også i gang i Arbejdspladsernes Motionsuge. Faktisk er de i gang hele tiden, for hospitalet prioriterer motion i arbejdstiden, hvor alle medarbejdere årets rundt må dyrke to gange 30 minutters motion i arbejdstiden. Fredag besøgte vi ambulatoriet på Hillerød Hospital, hvor laborant Pia Eliassen stod for fem minutters gymnastik. Nakke og skuldre skal styrkes og strækkes, så de kan holde til lange arbejdsdage med mange blodprøver.

 

"Vi skal jo passe på vores krop", siger Pia. "Og vi mærker tydeligt forskellen på bare fem minutter hver dag."

Kollegerne på Plejecentret Trolleruphøj er stemplet ind med fuld ild i Arbejdspladsernes Motionsuge. De har udfordret hinanden med at nå min. 2.000 squats og 60 minutters planke. De sidste to minutters planke kom på kontoen fredag inden frokost, og det er blevet til i alt 3.320 squats – især foran kaffemaskinen, hvor en kop kaffe ”koster” 20 squats. Efter personale-planken var der ikke mindre end 30 minutters gymnastik og dans med beboerne på plejecentret stærkt ført an af fysioterapeut Lene Bjerregaard.

Vi ses til Arbejdspladsernes Motionsuge igen i uge 41 2025

Tilmeld jer allerede nu til næste års motionsfest lige her.

Credit